Tak for 2025
Byens Hus ser tilbage på et 2025 fyldt med nærvær og fællesskab og glæder sig til nye rammer, initiativer og møder på tværs i 2026
2025 har været et særligt år i Byens Hus. Rigtig mange nye medskabere er kommet til. Nye festivaler, projekter, samarbejder og koncepter har set dagens lys, og endnu engang har vi slået besøgsrekord.
Midt i december 2025 siger besøgstælleren 167.434 besøgende og bookingsystemet intet mindre end 7199 lokalebookinger.
Byens Hus summer af liv, fællesskab og engagement alle ugens dage, og vi mærker en større og større interesse – både hos dem, der vil engagere sig og dem, der vil deltage i events og aktiviteter i deres helt eget kulturhus.
Vi vil gerne sige tak til alle der bruger Byens Hus på den ene eller anden måde, men en helt særlig tak til jer, der engagerer jer frivilligt og skaber aktiviteter og events for andre eller bare gerne giver en hånd med. Uden jer, vil vi ikke kunne fylde kulturhuset med så mange fantastiske oplevelser og fællesskaber.
I 2025 har vi haft et særligt fokus på at skabe flere møder på tværs af mennesker og fællesskaber. Det er en fornøjelse at overvære, hvordan vi sammen kan skabe programmer og festivaler som Tekstilfestival, Repair Festival, Gentofte Stemmer I og Håndlavet Jul. Og ikke mindst, hvordan vi på tværs af borgere fra hele Gentofte kan skabe 190 gule mursten til vores kommende landart kunstværk GUL, som billedkunstner Marianne Jørgensen med støtte fra Statens Kunstfond skal skabe ude foran kulturhuset. Vi tror på, at når vi mødes og skaber noget sammen, så udvikler vi hver især nye perspektiver og skaber noget helt specielt!
Nu går vi snart ind i 2026, hvor vi ser frem til den helt store transformation ”fra skole til levende og åbent kulturhus”. I 2025 modtog vi i alt 16,2 mio. kr. fra Nordea-Fondet, Realdania og Lokale & Anlægsfonden til at ombygge vores bygninger og områder og skabe nye rammer for kultur og møder på tværs og ikke mindst åbne huset og området op, så det er mere indbydende og tilgængeligt for flere. Det bliver helt vildt, hvad vi sammen kan skabe, når vi får de nye rammer. Vi kan næsten ikke vente.
2026 bliver et forvandlingens år! Vi glæder os til at skabe det sammen med jer.
Godt nytår fra Kulturkontoret og Foreningen Kulturhuset Byens Hus
Har du en god idé, et spørgsmål eller ris/ros så skrive til os på byenshus@gentofte.dk
Andre nyheder
Tak for 2025
Byens Hus ser tilbage på et 2025 fyldt med nærvær og fællesskab og glæder sig til nye rammer, initiativer og møder på tværs i 2026
Abstrakt, meditativ og 100% selvlært
Bag Månedens Udstilling på Gallerigangen i januar står den 100% selvlærte kunstmaler Lena Moe, som præsenterer de sidste 3 års arbejde, der på trods af forskellighed helt sikkert vil give dig en meditativ og farverig pause i en kold og grå måned.
Mød Vennernes Klub i Agoraen i Byens Hus hver tirsdag
Fra januar 2026 kan du møde Vennernes Klub hver tirsdag i Byens Hus’ café; Agoraen, som et led i et større arbejde med at invitere forskellige foreninger og grupper ind i Agoraens drift og udforske nye typer af frivillighed og måder at bidrage til fællesskabet i Byens Hus.