Fra skolegård til grønne oaser og kunstnerisk fordybelse
Byens Hus er i fuld gang med at transformere sig fra en gammel skole til et levende kulturhus. I løbet af 2025 er planen at omdanne de to skolegårde til grønne mødesteder med plads til bevægelse, fordybelse og et større land art værk af billedkunstneren Marianne Jørgensen, som du kan være med til at skabe.
Når man besøger Gentoftes lokale kulturhus; Byens Hus på Hellerupvej 24, er der stadig mange, der får flashbacks til deres skoletid. Med en historik som henholdsvis folkeskole og som Den Internationale Skole giver de asfalterede gårde og lukkede murer ikke et indtryk af det levende kulturhus med kreativ udfoldelse, fællesskab og underholdende oplevelser, som huset faktisk er.
Derfor har Byens Hus i samarbejde med ThingBrandt Landskab udarbejdet et skitseprojekt, der skal omdanne de asfalterede udearealer til grønne oaser med plads til fordybelse, bevægelse, kunst og møder på tværs. Og sammen med Statens Kunstfond kan kulturhuset tilføje området en kunstnerisk identitet med værket GUL af landart kunstneren Marianne Jørgensen.
Grønne oaser med mange udfoldelsesmuligheder
Kulturhuset deler udearealer med Sportshallen, flygtningeboligerne, der huser omkring 150 mennesker, samt Udskolingshuset, der løbende danner rammerne om projektforløb for udskolingsklasser på kommunens 11 folkeskoler.
Brugen af udearealerne er derfor mangfoldig, og det skal afspejles i indretningen. Så både beboere kan dyrke grøntsager, kulturhusaktiviteter kan trækkes udenfor, elever kan spille bold i frikvarteret, sportsudøvere kan varme op i det fri, og forbipasserende kan “hænge ud” og forhåbentlig blive inspireret til at bruge kulturhuset.
Grønne åndehuller er vigtige for vores livskvalitet, og udearealerne skal være dét, der binder os sammen og skaber møder på tværs.
Et kunstværk skabt i fællesskab
For at tydeliggøre hvad kulturhuset byder ind til, vil kunsten blive en integreret del af den nye anlæg. En del af projektet vil blive udført i samarbejde med brugere og borgere, som vil få mulighed for at lave nogle af de sten, som værket skal bygges op af.
Valget er i samarbejde med Statens Kunstfond faldet på den århusianske kunstner Marianne Jørgensen. Marianne vil skabe værket GUL, der med gule teglsten – hvoraf mange skal laves i hånden på stedet – vil skabe en synlig, kunstnerisk indgang til Byens Hus. Værket vil også binde de to gårde sammen, da værkes vil ”flyde” fra det ene gårdrum til det andet gennem huset. Marianne Jørgensen fortæller:
- Kunstprojektet GUL er et urbant landart- og byrumsprojekt, som skaber en gylden indgang til Byens Hus. Kunstprojektet ønsker at tilføre området en særlig, kunstnerisk identitet, der giver lyst og plads til mennesker, samvær og leg. Man kan indtage værket og gøre brug af det i dagligdagen.
Husets medskabere og interesserede borgere vil i løbet af vinteren blive inviteret med til at skabe de gule teglsten, der skal indgå i værket.
- Det er min erfaring, at det at bygge noget op fra bunden selv, giver en masse godt. Det giver en tilknytning til stedet, og det giver en stor stolthed selv at kunne lave mursten. Det at samarbejde om at lave noget praktisk, kan give venskaber og indsigt på tværs af alder, køn og etnicitet, fortæller Marianne Jørgensen.
Vær med til at skabe GUL
Er du interesseret i at høre mere om udviklingen af kunstværket GUL og få en invitation, når vi sammen skal skabe en del af kunstværket, så tilmeld dig mailinglisten via ByensHusGentofte.dk