Forvandlingens kunst
På Gallerigangen i Byens Hus kan du i november opleve udstillingen Forvandlinger, hvor kunstnerne Finn Hagen Madsen og Bodil Christensen udfolder deres visioner om, hvordan vi skaber forvandlinger – i kunsten, i livet, i os selv og endda Byens Hus’ forvandling.
Bag Månedens udstilling om Forvandlinger står Bodil Christensen og Finn hagen Madsen, der begge er en del af malergruppen Siena, der maler hver torsdag i kulturhuset Byens Hus. I denne udstilling stiller de skarpt på de processer, der driver kreative projekter fremad. Hvordan starter en idé? Er det et skub, en tilfældighed eller en pludselig impuls, der sætter det hele i gang? Og hvordan inspirerer vi hinanden til at holde energien oppe og nå i mål? Med deres værker inviterer de også til refleksion over Byens Hus’ egen transformation fra skole til levende kulturhus, der er en del af husets udvikling.
Finn Hagen Madsens malerier tager afsæt i farvernes kraft og arbejder med abstrakte kompositioner af velkendte motiver som huse, planter og ansigter. Han siger:
“Som malere har vi tuber med farver, der forvandler sig til et billede, når malingen kommer ud af tuben og op på lærredet. Under processen træffer man hele tiden valg. Indimellem opstår der noget ud af tilfældigheder, men det er stadig os, der vælger, hvilken tilfældighed der skal blive stående på lærredet.”
Bodil Christensen, der ofte henter inspiration i litteraturen, har i denne udstilling blandt andet taget udgangspunkt i Franz Kafkas novelle “Forvandlingen”. Hun fortæller:
“Når jeg først er kommet i gang med et maleri, har jeg det næsten hele tiden i tankerne. Det betyder, at jeg hele tiden får nye ideer, hvad enten det er fra et avisudklip eller en figur, der står på vores skab. Det er både sjovt og frustrerende […], men på et tidspunkt lander det hele. Jeg aner aldrig hvordan. Men jeg ved, den er der, når jeg får en lille smule hjertebanken.”
Forvandling af Byens Hus
Med udstillingen sætter kunstnerne også fokus på forvandlingen af vores fælles kulturhus, der skal gennemgå en transformation i 2026. Dette er en gennemtænkt forvandling, men som over længere tid også er blevet inspireret og udviklet i fællesskab med dem, der bruger huset, og som med sin forvandling måske også forvandler os, der bruger det fremover.
Kom og hør mere om forvandlingen til Spørgetime sidste tirsdag hver måned i Byens Sal.
Mød kunstnerne
I forbindelse med udstillingen kan du møde kunstnerne til fernisering og i oplæg med efterfølgende samtale med Mette Holm, som er oversætter af bl.a. Haruki Murakamis bøger.
Mette Holm vil bl.a. fortælle om Murakamis novelle ’Samsa forelsker sig’ og dens relation til Kafkas novelle ”Forvandlingen”, ligesom hun vil tale om Murakamis ’Mordet på kommandanten’, som kredser om malerkunsten og især ét maleri. I en efterfølgende samtale mellem Mette, Bodil og Finn bliver der trukket tråde fra Mette oplæg til udvalgte billeder fra den aktuelle udstilling i Gallerigangen 1.sal.
02.11.25 – Fernisering i Store Claus på 1. sal kl. 15.00 – 17:00 – Gratis.
Læs mere om ferniseringen i vores kalender her
03.11.25 – Samtale med Mette Holm i Atrium på 2. sal kl. 17:00 – 19:00 – Gratis, men husk tilmelding
Læs mere om samtalen med Mette Holm og tilmeld dig her i vores kalender
Oplev udstillingen gratis
Udstillingen på Gallerigangen, 1. sal i Byens Hus, kan opleves hver dag i november fra kl. 8.00 til 22.00. Der er fri adgang, og kunstværkerne giver anledning til både fordybelse og inspiration.
Læs mere om kunstnerne på:
Andre nyheder
Styrk fællesskabet under kulturhusets ombygning
Ansøg Foreningen Kulturhuset Byens Hus’ nye Ønskebrønd til kulturelle aktiviteter og projekter der styrker fællesskabet og engagementet omkring Byens Hus
Glæd dig til det nye Byens Hus i 2027
Fra juni 2026 vil Kulturhuset Byens Hus på Hellerupvej være midlertidig lukket på grund af ombygning. Med en transformation fra lukket skole til et mere åbent og tilgængeligt kulturhus med en endnu tydeligere kunstnerisk identitet bliver Byens Hus Gentofte-borgernes kulturelle centrum.
En festival fyldt med smag, fællesskab og grøn inspiration
Lørdag den 24. april dannede Byens Hus rammen om en sprudlende Madfestival, der samlede besøgende i alle aldre. Dagen bød på et væld af aktiviteter, der inspirerede til at mindske madspild, fremme fællesspisning og skabe større madglæde – alt sammen med fokus på grønnere vaner.