Nyt gult kunstværk skal byde dig velkommen i Byens Hus
Den Aarhusianske kunstner Marianne Jørgensen kommer til at stå bag et nyt udendørs stedsspecifikt kunstværk ved Gentoftes lokale kulturhus; Byens Hus. Værket; GUL bliver i samarbejde med Statens Kunstfond og Thing-Brandt Landskab implementeret i en større plan om at transformere området fra gammel skole til et mangfoldigt levende mødested.
Når borgerne i Gentofte besøger deres lokale kulturhus; Byens Hus på Hellerupvej 24, er der stadig mange der får flashbacks til deres skoletid, og udeområdet omkring kulturhuset lægger i sin nuværende form ikke umiddelbart op til kreativitet og kulturelle møder mellem mennesker med sine parkeringspladser og asfalterede gårde.
Derfor bliver der nu arbejdet aktivt på en plan for at transformere de gamle bygninger og udeområder fra en gammel skole til et levende kulturhusområde for alle. Første fase er at omdanne de asfalterede gårde til mere grønne og mangfoldige mødesteder sammen med Thing-Brandt Landskab. Og sammen med Statens Kunstfond har Byens Hus fået muligheden for at tilføje projektet en kunstnerisk identitet, så det bliver tydeligt, hvad kulturhuset inviterer ind til.
Valget faldt på Marianne Jørgensen
Det var Mariannes meget landskabelige arbejde med kunst, hendes evne til at arbejde både i meget store skalaer og med naturlige materialer, samt hendes solide erfaring med samskabende og inddragende skabelsesprocesser, der gjorde at netop hun blev udvalgt til at skabe Byens Hus nye kunstprojekt.
Marianne tog med glæde imod opgaven og arbejder lige nu på skabelsen af værket GUL, der kommer til at bestå hovedsageligt af gule belægningstegl fra Randers Tegl. Værket skal skabe synlighed og visuelt samle de to adskilte gårde omkring kulturhuset for på den måde at skabe en mere velkommende indgang.
Planen er at inddrage borgerne i skabelsen af gule tegl til en del af kunstværket for at understrege Byens Hus’ værdier om samskabelse og møder på tværs af klassiske skel. Dette projekt forventes at starte til efteråret 2024.
Marianne uddyber
Hvad er inspirationen bag værket; GUL?
”Kunstprojektet GUL er et urbant landart- og byrumsprojekt, som skaber en gylden indgang til Byens Hus i Gentofte. Kunstprojektet ønsker at tilføre området en særlig, kunstnerisk identitet, der giver lyst og plads til mennesker, samvær og leg. Man kan indtage værket og gøre brug af det i dagligdagen.
Jeg er som kunstner optaget af naturen og ler, og derfor er valget i samarbejde med Byens Hus og Thing-Brandt Landskab faldet på det naturlige materiale tegl, som jo basalt set er lavet af jord.
Ler ligger i jorden overalt og skal blot graves op. Processen hvor leret omformes til sten er en smuk og enkel proces, og Danmark har en lang og rig tradition for at lave og bruge mursten. Der produceres mange mursten i Danmark på teglværkerne, men som de sidste stopper Randers tegl nu produktionen af belægningsteglen og vi har netop indkøbt det sidste parti af de gule belægningstegl til projektet GUL. Det giver også projektet en vis tyngde.
Jeg synes, det er interessant at lade teglen blive det materiale som definerer et område og et kunstværk.”
Hvorfor den gule farve?
Der er nogle områder i USA hvor den gule farve er gennemtrængende f.eks. i Lake Powell ved Colorado-floden eller Moab og Arches National Park. Intensiteten i disse områder har altid fascineret mig, og dette forsøger jeg at genskabe i en lille målestok.
Farven gul har en masse værdier, som jeg gerne vil tilføre værket og området. Farven giver ro og liv og er i asiatiske lande forbundet med solen og guldets farve og står for sundhed, kraft og herlighed.
Den vestlige naturvidenskab og psykologi har forsket i farvernes betydning for mennesket, og fundet ud af, at farver stimulerer hjernen og blodomløbet. Varme farver som f.eks. okkergul stimulerer kroppens oplevelse af varme, glæde og appetit.
Derudover er de tre bogstaver i ordet GUL i al deres enkelhed ligeså fortættet som farven gul, og det synes jeg er fantastisk.”
Hvordan vil Gentoftes borgere blive inddraget i at skabe GUL?
”Første del af kunstprojektet er borgerinddragende. Jeg vil, sammen med Elsebeth Balsløw som er kunstnerisk koordinator i Byens Hus, samle brugere af Byens Hus, interesserede borgere og de Ukrainske flygtninge, der bor i Boligerne lige op til kulturhuset til et projekt, hvor vi sammen fremstiller murstenene til en del af projektet og får stenene brændt i kulturhusets keramikovne. Det vil forgå over 3 workshops.
Det er min erfaring, at det at bygge noget op fra bunden selv, giver en masse godt. Det giver en tilknytning til stedet, og det giver en stor stolthed selv at kunne lave mursten.
Det at samarbejde om at lave noget praktisk, kan give venskaber og indsigt på tværs af alder, køn og etnicitet.
Der er mange muligheder for at påvirke processen og kunstværket i første del af kunstprojektet. Så det bliver spændende at se, hvor cirkler og ovaler placeres og om de kommer op i højden eller går ned i jorden.”
Hvordan ser du kunstens rolle i byudvikling?
”Kunstnere er gode til at se muligheder i det offentlige rum, og de kan ofte aktivere ”døde” områder. Kunstnere bliver i højere grad inddraget i samarbejder med andre fagligheder og flere kommuner sørger for at tage kunst ind som et aktiv. Det gør byrummet levende og æstetisk og indbyde til udforskning, nysgerrighed, samtale og mental velvære. Og det glæder jeg mig til at være med til at tilføre Byens Hus.”
Vil du være med?
Er du interesseret i at høre mere om udviklingen af kunstværket GUL og få en invitation, når vi sammen skal skabe en del af kunstværket, så tilmeld dig mailinglisten herunder her
Om Marianne Jørgensen
Marianne Jørgensen er født i 1959, bor i Aarhus og er uddannet på Det Jydske Kunstakademi i 1981-1985.
Marianne Jørgensen arbejder med installationer, skulptur, arkitektur, video og fotografi ofte udenfor kunstinstitutionens rammer. Hendes kunstneriske arbejde er beslægtet med land art og hendes tilgang er konceptuel, mens værkernes karakter spænder fra det poetiske til det kritiske. Hun arbejder ofte med det nære, men i stor skala med materialer såsom jord, græs og andre planter. Bearbejdninger af større arealer med for eksempel skrift udført i asfalt eller rullegræs eller som trampede stier er eksempler på værker.
I 1980erne var Marianne Jørgensen en del af kunstnerkollektivet Solkorset, som med en række komplekse og nyskabende værker eksperimenterede banebrydende med kunsten i et udvidet felt mellem rum, arkitektur og skulptur. Marianne Jørgensen er desuden daglig leder og kurator på Skulturlandsbyen i Selde.
