Penselstrejf af ord og eventyr
Bag Månedens udstilling i december finder vi Anja Christensen – en kunstner der med akrylmalerier bringer H.C. Andersens eventyrlige univers til live på Gallerigangen i Byens Hus. Udstillingen oser af eventyrstemning og inviterer os ind i en verden af sjælfulde fortællinger og magiske stemninger – måske endda julestemning.
Anja Christensen har gennem sit virke ladet sig inspirere dybt af H.C. Andersens passionerede skriverier og samspillet mellem hans eventyr, rejseskildringer og biografier. Hun beskriver hans værker som evigt indsigtsfulde og tankevækkende, og netop denne inspiration afspejles tydeligt i hendes kunst. Malerierne er frie fortolkninger af passager fra hans eventyr, hvor læsningens indre billeder bliver forvandlet til farver og former.
I december kan du i stueetagens Agora også finde stilleben af gamle, eventyrlige bøger – en hyldest til H.C. Andersen og andre store danske og nordiske forfattere som Søren Kierkegaard og Saxo. Her finder man kunstværker, der omfavner litteraturens magi og dens evne til at sætte fantasien i gang.
Lad dig opsluge af H.C. Andersens magiske univers og den sjælfulde varme, der strømmer fra Anja Christensens pensel, når Byens Hus åbner dørene for denne særlige juleudstilling.
Klik her og læs mere om Anja Christensen på hendes hjemmeside
Andre nyheder
Lukket for ombygning. Åben for inspiration.
Mens Byens Hus er midlertidig lukket for ombygning, er Kulturkontoret og bestyrelsen for Foreningen Kulturhuset Byens Hus taget på inspirationsture for at indhente ny viden og idéer.
Der bliver banket igennem i Byens Hus
Ombygningen følger tidsplanen, og allerede nu kan man begynde at ane de rammer, der skal danne grobund for fremtidens kulturhus i Gentofte
Pop-up-kulturhus på Gentofte Folkemøde
Mens Byens Hus er under ombygning, rykkede vi ud på Gentofte Folkemøde den 19. september med et pop-up-kulturhus fyldt med kreative aktiviteter, musik og nye møder på tværs.