Særudstilling: Gentoftes (måske) yngste kunstner udstiller i Agoraen
Hele maj måned kan du i Agoraen i Byens Hus opleve særudstillingen; “Portrætsamling” skabt af Kornelius på bare 8 år. Kornelius går i 2. klasse, bruger det meste af sin fritid ved tegnebordet og drømmer om en fremtid som arkitekt. Og måske også som graffitimaler.
Kornelius har, som mange andre børn, kunne lide at tegne siden han var lille uden egentlig at tænke nærmere over det, men blev selv lidt overrasket over at opdage, at han faktisk er ret god til det – siden har han ikke sluppet sin blyant og har altid en tegneblok ved sin side.
Det er første gang, Kornelius viser sine værker frem for andre end familie og venner – og det har han set frem til længe. Det kan godt være lidt nervepirrende, når man er barn og skal udstille i et kulturhus, men Kornelius er klar. Og vi er så stolte af at have ham hos os!
Udstillingen består af farverige portrætter af både mennesker, dyr og finurlige væsner – samt detaljerede tegninger af fantasifulde drømmehuse, der kunne få selv de mest garvede arkitekter til at smile.
Kom og oplev børnekunst med store visioner og bliv mindet om, hvor kreativitet og mod starter: Ved et lille tegnebord – og med en stor drøm.
Udstillingen kan ses hele maj måned i Agoraen i stuen i Byens Hus.

Andre nyheder
Lukket for ombygning. Åben for inspiration.
Mens Byens Hus er midlertidig lukket for ombygning, er Kulturkontoret og bestyrelsen for Foreningen Kulturhuset Byens Hus taget på inspirationsture for at indhente ny viden og idéer.
Der bliver banket igennem i Byens Hus
Ombygningen følger tidsplanen, og allerede nu kan man begynde at ane de rammer, der skal danne grobund for fremtidens kulturhus i Gentofte
Pop-up-kulturhus på Gentofte Folkemøde
Mens Byens Hus er under ombygning, rykkede vi ud på Gentofte Folkemøde den 19. september med et pop-up-kulturhus fyldt med kreative aktiviteter, musik og nye møder på tværs.